9. rejsebrev. Fra Italien. April 2006

 

Vi har fået vores egen italienske helt.

En lille mand med en lille bil fra en meget lille by. Rapolano Serre hedder byen. Vi ved ikke, hvad vor helt hedder, men vi har billedet og vi glemmer ham aldrig.

Vi var gået ind på den lokale ”Tabac” for at spørge om vej. Vi var kørt fast. Kunne ikke finde ud af vejene og vidste ikke rigtigt, hvor vi var. Den unge pige i forretningen kunne heller ikke.

 

Så kom den lille mand for at hente sin avis. Vi forklarede via kortet, hvor vi skulle hen. Han havde en løsning, men et enkelt forsøg klargjorde, at vi ikke fattede en lang indviklet forklaring på den vej, vi skulle cykle. Han vinkede os uden for forretningen og fik os forklaret, at vi bare skulle vente lidt. Så gik han, og vi havde da forstået, at han ville hente et transportmiddel. Efter nogle minutter kom han tilbage i sin lille bil og kørte af sted foran os. Det gjorde han i fulde fem kilometer. Med katastrofeblink. Selv om vi hjulede godt af sted efter ham, var den lille kortege jo lidt langsommere end den øvrige trafik. Gennem vejudfletninger og industrikvarter gik det. Han standsede først, da han var kommet ud til den lille vej, der førte os mod vort bestemmelsesmål.

Han var ikke meget for det, men vi ville altså have et billede af vor helt. Så her er han.

 

Og så var der cykelsmeden. Vi har haft problemer med Regitzes cykelcomputer. Et nyt batteri hjalp ikke, og derfor fandt vi en cykelsmed i Borgo S. Lorenzo. Han kunne ikke hjælpe. Henviste til en forretning, hvor vi kunne købe nyt batteri. Det gjorde vi. Det hjalp ikke. Tilbage til cykelsmeden. Han var gået. - Han sidder nok henne på baren, sagde en dame, der kom forbi. Regitze går så resolut på bar onsdag kl. 10.30 og finder den gode cykelsmed. Han er sød, går med tilbage og genåbner cykelværkstedet. Vi må jo have en ny cykelcomputer. Det bliver en lang seance. Dels skal han fortælle os mange ting på gebrokkent tysk, dels kommer der folk dumpende ind undervejs. Og vore cykler får mange anerkendende bemærkninger. En enkelt ældre herre får en tur på Eriks cykel, og mamma mia hvor han gerne ville beholde den ”bici”. Nå, efterhånden er computeren blevet sat på cyklen. Men altså, cykelsmeden er ikke så god til det med at programmere den. Han erkender dette åbent, men han har en bror, der er computerdesigner. Ham vil han kontakte i aften, og så kan vi komme inden om i morgen tidlig, så vil han have ajourført sine komptencer på området. Godt nok.

Regitze bakser lidt med sin cykelcomputer ud fra den italienske manual og får efterhånden styr på tingene. Men nu har cykelsmeden jo ulejliget sin bror, computerdesigneren, så vi må selvfølgelig vende ham næste morgen. Men ak, der er ingen på værkstedet som aftalt kl. godt 9.00, og baren er endnu ikke åbnet, så vi triller ud af byen mod næste mål, Castiglione dei Pepoli.

 

Efter ca. 4 km kørsel standser vi for at se, hvordan Regitzes nye computer fungerer. Og hvad sker der så? Jo, en bil stopper og cykelsmeden stiger ud! Man svigter vel ikke sine gode kunder. Vi får en lang forklaring om, hvad han har lavet til morgen. Det uundgåelige spørgsmål – hvordan i alverden fandt han os langt ude på landet – besvares med, at han havde talt med nogen, der havde set os cykle den her vej ….

Godt gået cykelsmed, men hvad med computeren. Jo altså, hans bror havde aldrig arbejdet med cykel-computere, så cykelsmeden kunne stadig ikke hjælpe. Men han ville godt lige høre, hvordan computeren virkede!

Den virker og viste os, at hastigheden ikke var overvældende på gårsdagens etape, hvor vi kom over bjergkæden Appeninerne mellem Firenze og Bologna. Men vi begyndte i 200 meters højde og passerede 817 meter for at ende i Castiglione i 770 meter efter 43 kilometers cykling. I dag var der nedadbakke hele vejen til Bologna, og herefter er der fladt som en pandekage op gennem lavlandet til Milano.

Eriks cykelcomputer viser næsten 600 tilbagelagte kilometer, siden vi indledte turen fra Rom. Den sidste uge har vi haft dejligt forårsvejr med omkring 20 grader, men det kan stadig godt være koldt, når man kommer op i bjergene.

 

Ruten fra Cerveteri ved kysten nord for Rom til Firenze er gået via byerne Tarquinia, Marta ved Bolsenasøen, Pitigliano, Santa Fiora, Montalzino, Asciano syd for Siena, Ponticino ved Abrezzo, Pontassieve vest for Firenze, Borgo S. Lorenzo nord for Firenze, Castiglione dei Pepoli og Sasso Marconi lige syd for Bologna.

 

Da vi var i Siena-området overvejede vi at cykle østpå til Adriaterkysten, men da foråret tilsyneladende ikke havde fået fat i det område, valgte vi at fortsætte nordpå. Fra Bologna regner vi med at tage op mod Ferrara og herfra nordvest mod Mantova. Lonely Planet beskriver en rute fra Mantova og helt op forbi Milano. Den vil vi nok følge.

 

Vi har cyklet det meste af turen på småveje. Vi har frådset i middelalderlandsbyer, vingårde, pragtfulde udsigter og alle de herligheder, som Toscana i øvrigt byder på. Vi vil altid mindes oplevelsen af at komme cyklende til de små byer, der ofte er placeret på bakketoppe med deres ringmure, gamle tårne etc.

Vi foretrækker bakker frem for biler, og derfor tager vi sjældent den direkte vej. Vi har haft en enkelt ”krisedag”, hvor den lille vej på kortet viste sig at være stærkt trafikeret gennem industriområder. Tilmed havde vi svært ved at finde vej. Det var surt.

Det går godt med at komme over bakkerne. Takket være den megen motion i det foregående halve år og de rigtig gode cykler, lister vi lige så stille over alle knoldene. Det er en god fornemmelse, og vi oplever også, hvordan kroppen forbrænder i en helt anden målestok, når der skal ydes så meget fysisk. Det straffes prompte, hvis man f.eks. ikke har fået den rigtige morgenmad. En enkelt croissant får dig ikke over ret mange stigninger. Det med morgenmad kan være lidt af et problem. Italienerne er sande mestre i mad og meget mere, men morgenmad regnes ikke. Regitze snapper efter vejret, blot man nævner et blødkogt æg. Selv om vi supplerer lidt selv, er det ikke muligt at finde steder at bo, hvor der er køkkenfaciliteter. Det savner vi lidt i forhold til rejsen i New Zealand og Australien, hvor vi lavede meget af vor mad selv.

 

Vi har haft overliggerdage såvel ved Siena som Firenze og været inde og besøge de pragtfulde byer. Vi sad og nød foråret på den fantastiske del Campo plads i Siena sammen med tusind andre. Det var herligt.

Vi skal også besøge Bologna og Milano på vejen nordpå, men det er cyklingen, der gør, at vi stadig nyder vort ”projekt” i fulde drag. Det er oplevelsen af at cykle op gennem Europa, den tætte kontakt med flot-flot natur, velværet ved dag efter dag at bruge sin krop, den fede oplevelse, når man har klaret endnu

en 15 procents stigning og kigger ud over dalen: For en time siden kørte vi dér nede.

 

Selv om den famøse cykelcomputer svigtede, har vi været ovenud tilfredse med vore nye cykler, og det er gået op for os, hvor vigtigt udstyret er. Vi har selvsagt mange kraftige nedkørsler, og her har vi været lykkelige for vores hydrauliske bremser, som fuldstændigt stabilt kan bremse de tungtlastede cykler helt ned i fart selv på de stejleste nedkørsler.

Og så har vi investeret i to fine cykeljakker. Dem er vi godt nok blevet glade for her i foråret, hvor de kortærmede cykeltrøjer ofte er lidt for kolde.

Regitze kører som regel altid forrest og den farverige nye cykeljakke betyder en ny flot udsigt til Erik. Blandt andet er den legendariske italienske cykelrytter Fausti Coppis navn placeret lige over højre balle, så nu er der endnu mere inspiration at hente for den bagvedkørende!