8. Rejsebrev. Fra Italien. Marts 2006

 

Alfredo beskærer sine oliventræer.

Følfod, mælkebøtter og tusindfryd melder sig overalt. Fuglene synger, mange frugttræer står i blomst og magnolietræet er bare så flot.

Det ligner grangiveligt forår her lidt nord for Rom.

 

Men det er stadig koldt. Hundekoldt når solen ikke luner forårsvinden. Foråret og varmen er tre uger forsinket, klager italienerne

De har stadig vintertøjet fremme i den gamle by Tarquinia 100 kilometer nord for Rom. Med turen hertil har vi så småt taget hul på cykelturen til Danmark, men vi venter på mere varme i luften, inden vi for alvor sætter os i sadlen.

 

Efter fire dages kuldechok i Danmark tog vi mandag den 20. marts flyet sydpå igen. Vi var spændte på turen herned med cykler i bagagen, men det gik glat. Ikke en skramme. Og da vi hver især holdt os inden for de 20 kg bagage incl. cykel, kostede det ikke noget at have dem med. (Men det er ikke alle selskaber, der gør det gratis.)

Men altså - vi trillede af sted fra Da Vinci lufthavnen. Den var som ventet ikke særlig cykelvenlig, og vi var lidt usikre på, om vi cyklede durk ud på motorvejen. Men det gjorde vi ikke. Selv om vi svingede forkert en enkelt gang og fik en ordentlig omvej, fandt vi vores hotel efter 20 km.

Alligevel var det en ubehagelig cykeltur. Vi er forberedt på ind imellem at cykle i tæt trafik. Ellers skal du ikke tage cykel med til Italien. Men det var kombinationen af tæt trafik og autoværn på begge sider af to smalle baner, der var ubehagelig. Vores hotel lå i et område afgrænset af en flod, så der var kun én vej frem og tilbage til området.

Da det dagen efter tilmed var regnvejr, valgte vi at tage en taxa gennem Roms forstæder til Cerveteri ved kysten nordvest for Rom. Vi benytter Lonely Planets rejsefører Cycling Italy, og heri beskrives en cykelrute nordpå fra Cerveteri.

Vi var i Cerveteri to dage, og overliggerdagen benyttede vi til en fin tur nordpå til byen Bracciano. Det blev til 40 km i godt bakket terræn, så det var en fin træningstur samtidig med, at vi kunne nyde den gamle by med borgen, de gamle huse og smalle gyder.

 

Turen mod Danmark indledte vi med 61 km fra Cerveteri til Tarquinia. Bortset fra finalen op til byen, der ligger højt oppe i landskabet, var det en rimelig flad rute, hvor vi blandt andet cyklede med fin udsigt til Middelhavet. Det er formentlig eneste gang vi ser havet, indtil vi når danske kyster.

Vi rodede lidt rundt i havnebyen Civitavecchia, og vi vil fremover forsøge at holde os fra de lidt større byer. Det giver bare bøvl at finde vej, selv om det denne gang var lidt selvforskyldt. Vi havde ikke noget områdekort, og det er ikke smart. Lonely Planets ruteanvisning er i sig selv ikke nok til at finde vej.

Det gik fint med at cykle i den tætte trafik, vi kom ud for nogle steder, og i det hele taget synes vi, den første etape gik fint.

 

Det begyndte at regne, lige inden vi nåede Tarquinia, men alligevel var det et flot syn med  byen oppe på bakken med ringmur hele vejen rundt om den gamle bydel. Tarquinia mener at kunne prale af at have fostret konger til Rom i det 12. århundrede f.Kr., og helt sikkert er det, at det har været en paveby. Paven boede her en periode og der har været holdt pavevalg.

Ganske imponerende af sådan en lille flække, men vi forstår nu godt paven. Her er flot. Vi er også flyttet hertil for en stund og har lejet et værelse på hotel San Marco, lige inden for ringmuren. Udsigt over det grønne italienske landskab til Middelhavet fra det ene vindue og til det gotiske palads Viticelli (1439) fra det andet vindue.

Det koster 65 euro - kun 5 euro mere end det B&B værelse, vi lejede hos madame Angela i Cerveteri, og så skulle jo stå i det!  

Vi bliver nu ikke så længe som paven, men giver den foreløbig tre-fire dage, før vi cykler videre til næste historiske perle, byen Viterbo 50 km mod nordøst.

At vi kommer til at bo i de byer, der betegnes som regionen Lazios historiske højdepunkter næst efter Rom, er en tilfældig men fin sidegevinst. Vi er udelukkende gået efter Lonely  Planets cykelrute, som skal bringe os til Firenze via Sienna.

 

Vi vil nok også blive nogle dage i Viterbo og nyde de spændende steder, mens vi giver foråret og varmen en chance. Vi er fast besluttet på, ikke at cykle foran foråret op gennem Europa.

Det er kun 10-13 grader med en del regn ind imellem. Det er for koldt til kun at have almindeligt cykeltøj på, og når man skal have varmt tøj uden på, bliver det bøvlet og ikke særlig behageligt på de lange ture.

 

Og vi har masser af tid. Næste aftale i kalenderen er 1. maj i Basel, hvor Jane og Kresten (Eriks bror) kommer og følges med os til Mainz.

 

Mens vi råhygger her i Tarquinia, er vore cykler i øvrigt blevet opstaldet på fornemste vis. Da vi spurgte, om San Marco rådede over et lille aflåst sted til vore ”bici”, gerådede værten og tjeneren ud i højlydt diskussion. Tjeneren trak vist det længste strå og forklarede, at vi bare skulle trække cyklerne ind gennem baren, videre gennem restauranten og ind i den aflukkede verandasal. Den bruges blandt andet til musikarrangementer, og vi fik besked på at stille cyklerne bagest på scenen. Som sagt så gjort. Om aftenen dukkede musikken op - to bulgarere spillede fremragende gammel rock og pop, mens vore cykler var stillet ud lige til højre for scenen.

 

På den måde kunne vi spise en herlig middag, nyde bulgarsk rock og holde øje med vore cykler samtidig.

Så er livet stadig ikke det værste man har.