7. rejsebrev. Fra Australien. Marts 2006

 

 

Nå-da-da, tænkte vi, da Darren Murphy til den lokale journalist udtalte, at vores besøg gerne skulle blive lidt af et gennembrud i forsøget på at få fat i det internationale publikum! Sådan, mand.

Vi blev modtaget af den lokale presse i Wangaratta, fordi Erik i september havde kommunikeret med mr. Murphy, der var kontaktmand til cykelruten ”Murray to the Mountains” – en nedlagt jernbanestrækning på små 100 km. Mens vi var i Melbourne mailede vi igen til ham, og i løbet af tre dage havde den rare mand stillet et fint program på benene til os. Med overnatningssteder og diverse arrangementer. Erik henvendte sig som freelance journalist uden at love andet end at forsøge at sælge nogle artikler om cykelruten m.v.

Erik blev også interviewet til Wangaratta Chronicle, og i løbet af ugen var indbyggerne i de små byer, vi kom igennem, forbløffende godt orienteret om vores færd.

Det var meget sjov, og bemeldte mr. Murphy er en rigtig flink fyr, som hjalp os meget. Vi har inviteret ham og hans kone til middag på tirsdag. Blandt andet fandt han en sponsor til cykeludlejning. Cykelinteresserede læsere vil måske huske australieren Dean Woods, som kørte en række seksdagesløb i Danmark og var olympisk mester i forfølgelsesløb. Han lejer nu cykler ud i Wangaratta, og vi fik to super fine cykler stillet gratis til rådighed i to uger. I betragtning af at det koster over 400 kroner om dagen af leje to cykler hernede (det rene åger) var det jo noget af en gestus. Til gengæld har vi lovet at stikke hovedet ind til danske Jens Weggerby og hilse fra Woods, når vi kommer hjem til København.

Vi fik også fine overnatningssteder til meget rimelige priser og mødte mange søde mennesker. Cykelturen var en fin oplevelse med klimaks i nedkørslen fra den lille guldgraverby Beechworth.

15 kilometers frihjul. Stille og roligt ned ad bakke på det tidligere jernbanespor, som sørgede for ca. 25 kilometer i timen uden at man rørte en finger i de små tre kvarter, nedkørslen varede. Enkelte gange skulle bremsen røres let, men der ud over var det bare om at nyde den enestående oplevelse.

Og ja – vi havde trampet de 15 kilometer op ad bakke dagen forinden. Det tog halvanden time.

Området vi er kommet til, er det nordøstlige Victoria, knapt tre timers togkørsel fra Melbourne. En tur som i øvrigt blev lidt ubehagelig, da Regitze forgæves forsøgte at forklare en pakistansk forretningsmand, at danskerne ikke er så slemme som de fremstilles i den muslimske verden. Han var konfronterende og ubehagelig, og vi var glade, da han stod af nogle stationer før os.

 

Cykelruten løber gennem et meget frugtbart område, fordi jernbanen jo blev anlagt i dalen, hvor man kunne undgå de store stigninger. I kraft af Eriks journalist-kasket sørgede Darren for en studiedag, hvor vi var på virksomhedsbesøg. Vi oplevede gårde og bedrifter med kvæg, frugt, tobak, humle, bær, kastajner og vin. Vi begyndte kl. 8 om morgenen og var hjemme igen kl. 18, så det var en hård journalistdag. Regitze var hjælper med ansvar for briller, blok og blyant, og vi havde en rigtig herlig og interessant dag.

En anden oplevelse på samme konto var turen op i bjergene med firhjulstrækkeren – det rene

flødeskum for alle raske drenge!!

Der er et hav af den slags adventure-tilbud hernede, men vi er gået langt uden om dem, fordi vores rejsebudget ikke er til det. Den her kostede for eksempel 750 kroner pr. næse. Men Darren synes journalisten og hans kone skulle prøve turen. Vi kom af sted med to australiere og Daniel bag rattet. Han kunne køre bil og han kunne fortælle. Det var en stor oplevelse. Vi kørte helt op på den bare bjergtop – godt 1700 meter oppe – og jeg siger jer, Huyndaien var ikke kommet 50 meter op!

Undervejs fik vi mange spændende beretninger om naturen og menneskene, så det var en herlig dag.

 

Vi har hele tiden regnet med en ”arbejdsuge”, - ja, ja der skal både vaskes tøj, pudses sko og skrives artikler - inden turen går mod Europa 15. marts. Da det viste sig, at vi kunne beholde cyklerne, besluttede vi at blive en uge i Bright, hvor cykelruten ender, og så vil vi cykle de 100 km retur til Wangaratta næste weekend. Vi flyver herefter fra Melbourne den 15. marts.

 

Vi havde regnet med at tage nogle dage i Melbourne inden hjemrejsen, men dette bliver kun til en enkelt dag på grund af Commonwealth Game, som sætter byen på den anden ende.

Heldigvis fik vi oplevet byen med de 3,5 mio. indbyggere, inden vi tog ud på landet igen. Fire dage havde vi i Melbourne, som er en spændende multikulturel by. Vi kørte ind igennem hele byen for at aflevere vores gode Huyndai inde i centrum, og vi følte os lidt seje da vi kørte direkte derind i første hug.

Blandt de gode oplevelser i byen var vores besøg i Rialto-bygningen, hvor vi drønede 252 meter til vejrs og nød den formidable udsigt. Bygningen er den 13. højeste i verden, og vi er blevet lidt bidt af de høje huse som vi har mødt rundt om på turen.

 

Nu nærmer det sig så, at vi skal hjem for en kort bemærkning, og da Strandboulevarden er lejet ud, tager vi til Hyremandsvej nogle dage, inden turen går til Italien mandag den 20. marts. Vi kommer hjem torsdag den 16., så det bliver en hurtig vending.

Vi har i den sidste lange tid har haft ca. 25-30 graders varme og ikke en sky på himlen. Vi nyder blandt andet de herlige aftener, der er som de allerbedste danske sommeraftner, og temperaturen falder til 10 grader om natten. Faktisk er de første efterårstegn ved at melde sig. Der er begyndt at komme lidt gylden farve på træerne. Til gengæld håber vi, foråret er ved at melde sig i det italienske, men det vil vi fortælle om i næste rejsebrev.