6. rejsebrev. Australien. Februar 2006

 

 

How are you? – det bliver vi spurgt om mange gange hver dag. Spørgerne forventer vist ikke, at vi begynder en lang snak om, hvordan vi har det. Så vi svarer: ”thank you fine”, og det er også sådan, vi har det. Stadig rigtig godt.

Vi har nu været i Australien en lille måneds tid. Det er et meget stort land, som vi kun har oplevet et lille, men spændende hjørne af. Meget er omvendt hernede. De har sommer når vi har vinter, nat når vi har dag, de kører i venstre side, blinklyset sidder der hvor rudevaskerne er. Nogle træer beholder bladene og taber barken, svanerne er sorte, månen vender omvendt og solen står i nord midt på dagen. Vejret kan skifte utrolig hurtigt, fra behageligt solskin til kraftig blæst og 32 graders varme – og få timer senere er alt fint igen.

 

Vi forlod de Blå Bjerge udenfor Sydney den 3. februar. Vi boede en uge i Batemanns Bay på sydkysten, og herfra tog vi på turne i området. Blandt andet til Canberra, Australiens hovedstad. 

 

Vi besøgte bl.a.Australian War Memorial, hvor den guidede tur blev en stærk oplevelse.

Da 1. verdenskrig brød ud, var Australiens befolkning på 4,5 mio. 300.000 af dem deltog i krigen. De meldte sig alle frivilligt. 60.000 kom aldrig hjem igen, mens 120.000 andre blev lemlæstet. En lang væg ved War Memorial er fyldt med de 60.000 navne. ”Det var dengang, Australien blev født som en nation,” fortalte guiden. En anden væg bærer navnene på de 40.000 australiere, der blev dræbt under 2. verdenskrig.

Nu forstår vi lidt bedre, hvorfor der i hver eneste lille by er et mindesmærke for de faldne fra verdenskrigene. Og hvorfor australierne har indrettet det meget store og meget spændende War Memorial museum. Det er fantastisk flot og informativt.

 

Vi fik mange menneskelige historier om krigens skæbner med på vejen, og det hang fint sammen med, at vi lidt efter i Parlamentet hørte en række udtalelser om den store respekt for dem, der deltog i krigen. Om ”dem der vendte hjem fra krigen og opbyggede vores velfærdssamfund.” Vi var så heldige at dumpe lige ind til åbningsdebatten. Den indledtes med mindeord om en afdød politiker. Og han var netop en af dem, der vendte hjem fra krigen…

Da politikerne kom til spørgetiden, blev der stillet spørgsmål om premierministerens holdning til JPs tegneserier. Vi er glade for, at vi ikke er i et af de lande, hvor der er megen uro. Debatten om tegneserierne har optaget alle medier hernede, Fogh har været i nyhederne, og vi har fulgt med i hvad der sker i aviser og på nettet Jeg har fjernet flaget fra min rygsæk. Det er ikke rigtig moderne at gå med det længere.

 

 

Et langt debatindlæg i en af de store australske aviser satte den danske offentliggørelse af tegneserierne i ”den rigtige sammenhæng” og refererede til et udsagn fra Dansk Folkeparti, hvor islam skulle have været sammenlignet med en kræftsygdom.

Debatten i Parlamentet var meget anderledes, end den vi kender fra Denmark. Der blev stillet spørgsmål og svaret, mens der kom høje tilråb fra de andre medlemmer, og formanden råbte ”order”, og gav advarsler til dem, der blev ved. Vi havde ikke accepteret at vores børn talte sammen på den måde. Vi synes, det var foragt for andres meninger, og tilmed i spørgsmål, der var meget alvorlige.

 

 

 

Efter parlamentet kørte vi en tur gennem Canberra. En meget anderledes by, der er konstrueret af arkitekter og byplanlæggere. Man oplever ingen bykerne, og ikke noget liv. Vi ser ikke mennesker eller butikker, men masser af biler på brede ordnede veje. En meget anderledes oplevelse.

I øvrigt havde det været rart med lidt bredere veje til Canberra. Erik kom ud i rabatten med venstre dæk, da der kom en stor lastbil imod os. Resultatet: Et punkteret fordæk. For første gang i sit liv prøvede manden så at skifte hjul. Han siger det aldrig var sket med en Holden Commodore. Men i øvrigt er vi meget glade for vores Huyndai.