5. rejsebrev. Sydney i Australien. Januar 2006

Ved du, hvornår det er Australiens nationaldag? Nej vel. Det vidste vi heller ikke, før vi ankom til Sydney den 23. januar. Vi fandt hurtigt ud af, at det er Australia Day den 26. januar, og det passede heldigt ind i vores plan om at bruge en uge på at opleve Sydney. Og vi går gerne efter de gratis oplevelser.

 

Mange steder i byen var der underholdning, opvisninger, musik etc. Og festen begyndte fra morgenstunden.

Vi begyndte på havnen, nede ved Operahuset. Normalt er her livlig trafik af alverdens skibe og både. Denne dag var det ganske overvældende med alt fra en lille kajak til en kæmpe luksusliner. Den ene kapsejlads afløste den anden, og der var naturligvis også en stor sejlparade. Utroligt at de ikke ramlede ind i hinanden, sådan som de mange skibe drønede af sted på kryds og tværs i havnen.

 

Her fik vi også det første tegn på, at australierne er stolte af deres land. Pludselig kom en helikopter larmende lige hen over Operahuset med en kæmpe udgave af Australiens flag på slæb.

Efter sejlparader, flyveopvisning, redningsdemonstrationer m.v. fortsatte vi om aftenen nationalfesten i Darling Harbour. 150.000 mennesker var samlet på kajerne og de grønne områder bagved. Kæmpeskærme ude i havnebassinet sørgede for, at alle kunne følge med i begivenheden.

De 150.000 – unge og gamle i skøn forening - hyldede deres land på mange måder. Kendte australiere dukkede op på storskærmen og fortalte, hvorfor de var stolte over at være australiere. De fremskridt og den udvikling, landet og dets indbyggere har præsteret gennem årene, blev fremhævet til stor begejstring for den kæmpe forsamling. Der var dans, som viste landets historie og udvikling. Og fem mennesker fra forskellige steder i verden, som netop havde fået statsborgerskab, blev præsenteret og budt velkommen med langvarigt bifald fra den store forsamling.  

Det hele endte med nationalsangen og et gigantisk fyrværkeri.

 

Et par dage efter – lørdag aften – pakkede vi madkurven og drog til en af byens store parker, til Open Air Opera i The Domain.

Her kom vi også i godt selskab. Ifølge aviserne var der 100.000 tilskuere i Domain-parken for at se operaen Madam Butterfly.

Igen oplevede vi en fremragende teknik med en knivskarp storskærm og en lyd som sad man indendørs med det bedste lydanlæg.

Takket være den fine teknik og dygtige medvirkende blev det en storslået og bevægende aften i selskab med Madam Butterfly. Ikke et øje var tørt, da madammen tog livet af sig hen mod midnat og satte punktum for en fin aften.

 

Om eftermiddagen havde vi været i Sydney Zoo. Måske den bedst beliggende af slagsen i verden, står der i rejsebogen. Og det skal nok passe. Udsigten fra haven er i hvert fald formidabel. Selve dyreparken var lidt støvet og trist, og det indtryk får man vel ofte, når man ser store dyr spærret inde. Men Regitze fik set koalabjørnene, de giftige slanger og krokodillerne, og der var nogle spændende show og foredrag, blandt andet om gorillaerne. Her fik vi at vide, at 98 procent af menneskets gener har vi tilfælles med gorillaen. Efter aftenens oplevelse med fremragende kunst, præsenteret af en fantastisk teknik i en park omgivet af nogle megahøje skyskrabere, der lyste med millioner af lys i den varme sommeraften, ja så var det jo at man sad og glædede sig over, hvad de 2 procent gener, der skiller os fra gorillaerne, kan præstere.

 

Sydney blev en stor oplevelse. Operahuset, Harbour Bridge, det 302 meter høje Sydney Centrepoint Tower, de mange skyskrabere, parkerne, Darling Harbour osv. osv. Vi kommer gerne igen.

 

Efter storbyseancen kørte vi vestpå. Vi har lejet bil for en tre ugers periode, og Regitze er glad for vores ”nyerhvervede” Hyundai. Hendes mand havde sat næsen op efter en gratis opgradering til en større bil – sidst kørte vi rundt i en sekscylindret Holden (Opel) Commodore. Modsat kan han ikke finde særlig meget konkret at udsætte på det koreanske bekendtskab. Bilen er næsten spritny og har kun kørt 13.000 km.   

 

I første omgang bragte den os sikkert ud af storbymylderet og 100 kilometer mod vest til The Blue Mountain. Navnet på de blå bjerge skyldes eukalyptustræerne. 13 procent af verdens eukalyptustræer vokser her i området, og dampene fra eukalyptustræerne giver bjergene et blåligt skær.

 

Smukt er her, og vores plan var at finde kontrasten til storbyen. Det gjorde vi så i en hytte otte kilometer nede i dalen Megalong Valley med udsigt til bjergene. Her er otte hytter, men vi var de eneste gæster. Værten så vi kun ved ankomsten, der var intet fjernsyn, ingen telefonforbindelse, intet trådløst internet, absolut intet andet end den smukke udsigt og de mange særprægede fuglestemmer fra eukalyptusskoven.

 

Efter denne nedgearing kørte vi ud til kysten igen og var et par dage i Kiama, hvor vi – som I kan se - hilste på de lokale pelikaner. Vi fortsætter sydpå mod Melbourne, og undervejs skal vi et smut til landets hovedstad Canberra.

 

Men det vender vi tilbage til.