4. rejsebrev. New Zealand, sydøen. Januar 2006

Det er nu godt 2 måneder siden vi forlod Danmark, og vi er blevet rigere og klogere gennem de mange oplevelser og ved snakke med andre mennesker. Det er også ganske lærerigt at være så tæt sammen 24 timer i døgnet, når det gælder vores egne reaktioner og væremåder. Vi har lært at lytte til, hvad den anden siger, og ikke bare tromle løs med egne argumenter, når der f.eks. ses på kort og skal findes vej. Ingenting vil være det samme efter denne tur.

 

Det blev lidt tomrum, da drengene drog til Sydney, og vi to gamle igen skulle til at finde vores hverdag. Men Queen Charlotte Track ventede forude. En vandretur på 76 km, hvor vi gik i 4 dage, med en ekstra overnatning, før den sidste strabadsering. Det blev alle tiders oplevelse, og igen var vi super heldige med vejret – strålende sol i 5 dage.  På denne tur mødte vi Pam og Jeanette fra Australien. Dem var vi sammen med en aften, hvor de fortalte og gav gode tips og ideer til vores Australiens-tur. Det var rigtig godt, og måske bliver det til et besøg, når vi kommer til Sydney.

Nok er det sommer i New Zealand, men ind imellem er det også blæsende og regn, og vejret skifter utrolig hurtigt. Så vi har også haft brug for både regnjakker og den langærmede trøje.

 

De dage har Erik blandt andet brugt til at få skrevet nogle artikler, og jeg til at få læst nogle bøger og blive bedre til det engelsk. Det kan være svært med alt det udenlandske, og den landmand Erik talte med, blev noget forbløffet, da Erik blandede rundt på ordene subsidy og suicide.  Ja, der er forskel på, om det er tilskud eller selvmord. Og husk nu please, og det hedder ikke I want to, men I like to, please.

 

Jeg får så lov til at være korrekturlæser på det, Erik skriver. Så mors hammer falder over eventuelle misforståelser før det sendes ud i verden.

 

Da Erik godt ville lave en artikel om New Zealands vin-eventyr, drog vi på cykel ud i vindistriktet ved Marlborough. Vi havde aftale med en vinproducent og kom rundt og så hans produktion med vinmarkerne, store vintanke, tappeanlæg osv. Det var en spændende oplevelse og en herlig cykeltur mellem de mange vinmarker, og den ene kendte vingård efter den anden., Bagefter gik vi rundt i supermarkedet og fandt vin fra de forskellige winery`er, vi havde set.

 

Vi er nu på Nordøen ved Taupo, et vulkanområde med megen Maori-kultur. Vi har ingen bil, og det kan være lidt vanskeligt at komme rundt, da den kollektive trafik ikke rigtig har fundet indpas blandt kiwierne. Og den der er, er meget dyr. Det vil således næsten koste det samme om vi tager bus til Auckland eller om vi lejer en bil. Så det bliver til at leje bil i halvanden dag, før vi tager flyveren til Sydney d. 23.januar.

 

Hvad vil vi huske New Zealand for?

 

Først og fremmest den meget flotte og storslåede natur, og det er ikke bare et enkelt sted, nej det bliver ved. Og så er newzealænderne meget venlige, søde og hjælpsomme. Lige meget hvor vi kommer, taler de med os, fortæller om hvad de selv har gang i, og spørger om der er noget de kan hjælpe med, og de giver sig tid.

Buschaufføren fortæller undervejs, hvad vi kører forbi, og skal nogen på toilettet, ja så stoppes der og ventes til besørgelsen er overstået.

 

En person, der dukker op igen og igen, når der tales og skrives historie, er den engelske søkaptajn James Cook. Han sejlede rundt og ”opdagede” New Zealand i 1790. Derimod hører man sjældent noget til Maori-kulturen, den oprindelige befolkning, der har været her længe før europæerne vidste, der var land hernede. Det ville svare lidt til vi glemte vikingerne, Gorm den gamle og Thyra Danebod, og så på Danmarks historie med udgangspunkt i reformationen. Når det er sagt, må man sige at der i nyere tid, er gjort meget for at maorierne får mulighed for at bevare deres kultur. Der er lovgivet på området, og der er landområder der tilhører dem, og de har rettigheder som kiwierne ikke har.

Alligevel læste vi i dag et harmdirrende indlæg fra en forfatter, som synes det var paradoksalt, at landets maorier skal være med til at betale millioner af skattekroner til et minde-anlæg for de første hvide missionærer i New Zealand. De så det jo som deres pligt at udrydde maoriernes kultur, som han skrev. Jovist debatten om den oprindelige befolkning lever også her i New Zealand, selv om der ikke tales så meget om kultursammenstødet.

 

Vi er ikke kommet dertil endnu hvor vi savner arbejde og noget at tage sig til, men ind imellem kunne det være dejligt med en omgang Trivual Persuit med gode venner, og så et godt stykke rugbrød med spegesild. Vi har erfaret at arbejdet tager meget energi i hverdagen, og det er utrolig dejligt at have overskud til andet. Det er nemt og enkelt når de vigtigste spørgsmål i hverdagen er hvor man kan bo og hvordan vi får mad. At kunne have sine ejendele i en rygsæk, der højst tager 10 minutter at pakke sammen. Det gør mange ting meget enkle.