2. rejsebrev. December 2005 Fra New Zealand, nordøen.

 

 

Der er ni dage til juleaften, og her er 29 grader. Vi sidder i skyggen hos Blind Billy og venter på bussen. Vi skal til Dunedin om et par timer – efter fire dage langt på landet. Vi har de sidste tre dage cyklet godt 160 kilometer på The Otago Central Rail Trail – en nedlagt jernbane i højlandet i den centrale del af New Zealands sydlige ø. Det er den flotteste cykeltur, vi endnu har oplevet. Sporet førte gennem mange forskellige landskaber, gennem tunneller og over kløfter med høje træbroer. Vi mødte næsten ingen mennesker, men tusindvis af får – samt lærker, der trillede dagen lang. Vi begyndte i godt 100 meters højde og cyklede de første 75 kilometer op til godt 600 meters højde, så der skulle slides for sagen. Lønnen var nogle storslåede scenerier – og en sidste halvdel, hvor det bare gik som smurt.

 

Vi kører på mountainbikes med 5 cm brede dæk. De er lidt tungere end vore hjemlige cykler, men de er meget velegnede til track´et, fordi belægningen ofte er grus og skærver.

 

Blind Billy, som faktisk er blind, har et backpacker-sted her i Middelmarch, hvor vi har overnattet.

Hele cykelarrangementet havde vi selv planlagt via Internettet, så det var spændende at komme af sted og se det hele i virkeligheden. Overnatningsstederne har været meget forskellige, og her ude på landet er der ikke meget at vælge imellem. Blind Billy har ikke øje for luksus, skulle jeg hilse og sige, men til gengæld oplevede vi i går et meget spændende Art Deco hotel i byen Ranfurly.

 

Inden vi trillede af sted på cyklerne, havde vi på anden vis stiftet bekendtskab med dette herlige land. Først fire dage i Auckland - New Zealands største by. Alle her i landet – undtagen indbyggerne – elsker at hade Auckland. De synes det er skrækkeligt med al den trafik og larm. Nå, men vi synes det var en spændende og dejlig by. Et meget omfattende havneområde og mange grønne områder. Vi fik set meget og gået mange ture. Vi stiftede også bekendtskab med en af newzealændernes lidenskaber, bongyjump. Aucklands højeste bygning – det 300 meter høje Sky Tower – bruges også til udspring. Her kaster de modige sig ud og dratter 192 meter ned, inden fornøjelsen stopper. Vi så en enkelt springer, og selv om tovet holdt, fik ingen af os fik lyst til at prøve!

 

Efter Auckland havde vi en ”uplanlagt uge”. Vi havde talt om at tage op til nordspidsen af Nordøen, men synes alligevel det ville koste for mange timer i bil. Derfor kørte vi til Coromandel. Det er et flot område, hvor de newzealandske ”juletræer” blomstrer i denne tid. Det er store træer som får flotte røde blomster, og de står langs mange veje på Coromandel. Vi kørte halvøen rundt, og det meste af vejen var hugget ind i klippesiden, fordi bjergene går helt ud til vandet.

 

Regitze var lidt betænkelig ved kombinationen venstrekørsel-bjergkørsel. Vi overtog bilen i Aucklands centrum, men det gik egentlig ret nemt med at finde ud af tingene. En enkelt gang tog denne hersens bil en udflugt til højre side af vejen, men det var jo fordi der ikke var andre biler i miles omkreds!

 

På Coromandel boede vi de første dage hos – viste det sig – en dansker. Da vi havde bestemt os for motellet, begyndte han at tale dansk til os. Det var godt nok 50 år siden, han rejste fra Danmark, og han havde ikke været der i 30 år, men han talte flot dansk, og vi talte meget med ham om hans liv og oplevelser, om landet osv. Det var en fin sidegevinst.

Ugen på Coromandel blev brugt til bl.a. at gå 4-5 track – altså skiltede vandreture. Vi gik hver dag mellem 3 og 5 timer, og vi fik mange flotte oplevelser. Newzealænderne er rigtig gode til at anlægge track og lave en effektiv skiltning. Vi gik blandt andet et gammelt guldgraverspor, hvor der var hugget vej ind i fjeldet, så hestene kunne transportere varer op og guld ned for guldgraverne. Det var en sej tur, hvor vi i et par timer gik opad med en gennemsnitlig stigning på ca. 30 pct. Men det giver også god kondition, som er værd at have med, når man skal opleve New Zealand.

 

Folk her er frilufts- og naturmennesker om en hals. Og de er nogle herlige mennesker at omgås. Man taler med hinanden uanset hvor og hvordan, og det er helt ukompliceret at gå hen og indlede en samtale med et menneske.

Da vi forleden stod uden for hotellet og skulle begynde dagens cykeltur, stod der en mand på fortovet 25-30 meter væk. - Wonderful morning, You will have a great day on the Trail, råbte han til os. Så råbte vi en morgenhilsen tilbage til ham, og så trillede vi af sted. Det er dejligt at opleve den naturlige venlighed, der er hernede.

 

I går blev vi inviteret hjem til et newzealandsk ægtepar, når vi kommer til Christchurch omkring nytår. De sad sammen med deres venner og spiste, da vi kom ind på det lille lokale hotel for at få lidt mad i aftes. Vi blev inviteret til deres bord, og det blev en lang snak om Danmark og New Zealand.

 

Vejrmæssigt tror vi nok, Kim Larsen har sunget en ekstra gang om vejrguderne til ære for os. I hvert fald har vi haft sol og ca. 20 grader de allerfleste dage. Vejrudsigten snakker om regn og skyer, men vi har kun haft en regulær formiddag med regn i vore godt to uger på New Zealand. De 29 grader her hos blinde Billy er meget for årstiden, og når vi kommer til Dunedin i eftermiddag, vil det nok kun være omkring 16-17 ifølge vejrudsigten. Der er kun 150 kilometer, så det svinger meget.

I morgen tager vi til Stewart Island syd for Sydøen, sammen med Regitzes gamle elevkammerat Gunver og hendes mand Karry, der har et hus på øen. Det må være den sydligste beboede ø i verden, og vi glæder os meget til at opleve dens specielle og flotte natur.

 

Vi er raske og friske, budgettet holder fint, og vi føler os meget meget privilegerede over at kunne rejse rundt og opleve verden på denne herlige måde.

 

Vi håber, I alle har det godt og er ved at være klar med juleforberedelserne. Vi møder godt nok en nissemand hist og pist hernede, men julen er slet ikke til stede på samme måde. Newzealænderne går mere op i sommerferien, som lige er begyndt for skolebørnene, og alle de aktiviteter, som sommeren betyder.