11. rejsebrev. Fra Tyskland. Maj 2006

 

Vores nærkontakt med Rhinen synger på sidste vers. I løbet af 14 dage har den ført os 690 kilometer nordpå. Gennem agerland og vinmarker, gennem sydtysk stokroseidyl, forbi røverborge (19 på én dag) og Lorelei på klippen, gennem store byer og mægtige industriområder. Floden med al dens trafik og liv omkring sig er blevet vores forbundsfælle. Når cykelvejen en gang imellem forløber et stykke fra floden, er det altid godt igen at møde den – så er vi på ret kurs. Så går det nordpå mod Danmark.

 

Om et par dage er det slut. Nord for Duisburg svinger Rhinen til venstre mod Rotterdam og Nordsøen. Vi svinger til højre, letter på cykelhjelmen siger tak for herligt bekendtskab. Vores rute går op gennem Holland og videre på en nordøstlig kurs, der går mellem Bremerhafen og Bremen mod Glückstadt. Her er der færge over Elben, og så går det ellers nordpå mod Flensburg.

Fra Basel til Mainz cyklede vi sammen med Jane og Kresten, og det var herligt at have godt selskab. På vejen sydpå kørte de gennem sne og slud, men de 10 dage, vi cyklede sammen, var det sol hver eneste dag. De første par dage var det lidt køligt, men så kom varmen. Vintertræningen på de bornholmske veje havde ikke været forgæves, og der var gang i pedalerne, når vore cykelmakkere tog fat.. Vi cyklede dagsetaper op til 80 km i fin stil.

Undervejs mødte vi mange spændende ting. En dag så vi pludselig langt forude i vinmarkerne en person, der trak med et eller andet, hvorpå der var anbragt et stort Dannebrog.

Det viste sig at være en østriger, der vandrer op gennem Europa med en hval af papmaché og en tekst, der protesterede mod norsk og dansk (færøsk) hvalfangst. Det kom der en lang snak ud af, og selv om han jo godt vidste, at den danske regering ikke kan stoppe grindedrabene, så mente han jo nok, at Danmark kunne gøre noget mere for at få det stoppet. Til juni/juli dukker han nok op igen i dansk presse.

Vores togtur over alperne fra Como til Basel var ikke alene en flot-flot naturoplevelse – det var også et voldsomt kulturskifte fra det italienske til det tyske. I det nære oplever vi det, når vi skal spise. Morgenmaden er blevet super, næsten lige meget hvor vi kommer. Men senere på dagen går det den anden vej. Udbuddet af schnitzler er voldsomt, og portionerne er store, og vi lusker altså stadig ind på den første og bedste italienske restaurant.

Og så er der jo det med sproget. Vi nåede da at lære lidt italiensk på de seks uger, vi cyklede i støvlelandet, og det tyske kan bestemt også forbedres. Fjernsynet er jo en udmærket sproglærer, men her kan det godt være en prøvelse. Finder man en god film på skærmen, kan man være sikker på, at den er synkroniseret, så der tales tysk uanset filmens oprindelse. Og det er altså ikke særlig romantisk, når Brad Pitt står ved kanten af svømmepølen, kigger ned på den svømmende skønhed og udbryder: Ich warte!

Men vi skal ikke klage. Vi har haft et par herlige uger i Tyskland, og ideen med at følge Rhinen har vist sig at være rigtig god. Vi har kørt gennem megen flot natur – mere varieret end Po-landet, og generelt har cykelvejene været fine. Vi begyndte på den tyske side, men fandt hurtigt ud af, at vi skulle skifte side en gang imellem til det franske for at ramme de bedste veje.

 

Vi er kommet til Køln og har sammenlagt rundet de 2000 cyklede kilometer siden Rom. Etaperne fra Basel har formet sig sådan:

 

Basel-Breisach, Breisach-Ottenheim, Ottenheim-Kehl ved Strasbourg, Kehl-Lauterbourg i Frankrig, Lauterbourg-Germersheim, Germersheim-Ludvigshafen, Ludvigshafen-Worms, Worms-Mainz, Mainz-Boppard, Boppard-Bad Breisieg, Bad Breisieg-Køln.

 

På vejen fra Boppard kom en ældre tysker med skjorten flagrende. Han kørte på lidt af en rustbunke, men han overhalede os lige på en studs. Den slags kan godt virke lidt udfordrende, og Erik satte vist nok lidt fart på. Kort efter kom der et lumsk s-sving. Terrænet faldt lidt og der lå grus på glat asfalt i det sidste sving. Her endte Jensen med nærkontakt til gruset. Resultatet var hudafskrabninger og et ømt, hævet håndled.

Konsultationen hos sygeplejersken betød tilladelse til at afvente situationen, før skadestue eller læge evt. blev frekventeret

Som I nok kan regne ud, var der et lille ”ps” i aftenbønnen. Havde der været brud i håndledet, var plan B trådt i kraft, og den lød ikke på 1000 km cykling hjem til Danmark.

Næste morgens undersøgelse tydede ikke på noget brud, så vi besluttede at cykle ud i solen mod Køln, og de 70 km blev klaret fint. Hånden ser dog stadig noget bamset ud, så den har nok godt af en dags cykel-fri!

Det betød en mulighed for en fin finale med hensyn til turens mange kirkebesøg. Vi har besøgt en perlerække af kirker og finalen var henlagt til Kølnerdom. Vi så lidt tilfældigt, at der var koncert med Estlands Filharmoniske Kammerkor, og på den måde fik vi oplevet den kæmpe kirke på en dejlig måde.

Her fik vi føjet endnu en mindeværdig oplevelse til de mange andre. Koret, som ifølge programmet skulle være verdensberømt, sang fantastisk og levede på fornem vis op til den imponerende koncertsal.

I en kiosk uden for kirken kan man købe et stort fotografi af Kølnerdomen i 1945. 92 procent af den indre by blev jævnet med jorden af de allieredes bomber, og på fotografiet ser man, hvordan alt omkring kirken er smadret, og midt i det hele står den mægtige kirke ubeskadiget.

 

Og det var så det næstsidste rejsebrev. Vi slutter når dusinet er fuldt, og det skulle gerne ske om et par uger fra et sted i Danmark.

 

 

.