Rail trail for de brede dæk

 

Nedlagt newzealandsk jernbane byder på 150 kilometers enestående cykeltur

 

Tekst og fotos: Erik Jensen (artiklen har været bragt i Berlingske Tidende)

 

”Der er altså noget i vejen med den her cykel.”

Det kom meget overbevisende fra min kone. Vi cyklede af sted på den tidligere jernbane, The Otago Central Rail Trail, i New Zealand.

Vejret var fint og landskabet storslået. Men der var altså det her med cyklen.

Vi var kommet til andendagen af fire dages cykeltur, og på kortet kunne vi se, at vi i løbet af dagen skulle cykle et par hundrede meter opad. Den tidligere jernbane så imidlertid meget tilforladelig ud. Der så ikke ud til at være nogen særlig stigning, men alligevel skulle der trædes hårdt i pedalerne for at få nogenlunde fart på de lejede mountainbikes.

 

Det bjergrige New Zealand er ikke velegnet til cykler. Landets gæster tilbydes en række ture på mountainbikes, men det er udfordringer for de unge og toptrænede.

Nu er vi hverken unge eller toptrænede, men vi holder meget af at opleve tingene fra en cykel. Da vi planlagde to måneders rejse i New Zealand, surfede vi derfor rundt på Internettet i håb om at finde en eller anden mulighed.

Pludselig var den der. Den nedlagte jernbane i højlandet vest for byen Dunedin på Sydøen. 150 kilometer nedlagt jernbane gennem pragtfuld natur.

 

Flere arrangører står parat til at sælge en færdigpakket tur, men vi valgte selv at booke de enkelte overnatninger, cykler, udstyr og transport til og fra cykelruten. Det er nemt og samtidig lidt spændende at være sin egen turarrangør. Og så er man nødt til at sætte sig grundigt ind i forholdene, inden man tager af sted.

 

Derfor kendte vi højdekurven og var spændte på, hvordan stigningerne så ud i virkeligheden. Den første dag begyndte nænsomt. Vi trillede nærmest lidt nedad fra den lille by Clyde, hvor vi startede omkring middag efter tre timers bustur fra Dunedin. I Alexandra – den største by på ruten – begyndte stigningen, men det sås ikke. Cyklen blev blot lidt tungere at træde.

 

Vi havde lejet solide mountainbikes. Belægningen på cykelvejen er mange steder småsten og skærver af varierende størrelse. Brede dæk er næsten en forudsætning. Vi kørte med 5-6 centimeters brede dæk. De er i forvejen tungere at træde end vore hjemlige turcykler, og da vi så kom ud på de lange seje stræk med en svagt stigende rute, kom der sved på panden.

 

Alligevel blev turen en meget stor oplevelse.

 

Den spektakulære jernbane blev anlagt over en længere periode fra 1878. For en snes år siden løb udviklingen fra jernbanen, og den blev nedlagt. Fremsynede mennesker så de rekreative muligheder i jernbanesporet, og i 2000 blev den enestående cykelvej indviet.  

 

Fordi man cykler på en nedlagt jernbane, kommer man lempeligt op og ned i det bakkede landskab. Turen starter i en højde af 170 meter over havet og kommer på det højeste op på 618 meter.

 

Landskabet byder på det ene flotte sceneri efter det andet, og vi cyklede i timevis uden at se andre mennesker.

På den sidste dag går det behageligt ned ad bakke det meste af vejen. Efter et par timer, hvor vi ikke har set et menneske, sidder vi i skyggen under et stort træ og spiser frokost. Tre andre cyklister triller forbi, og så sker miraklet. Den sidste taber pludselig sin cykeltaske. Han kører videre uden at opdage det, men vi får ham råbt op og redder hans dag.

Så var det vi sad og funderede – hvor heldig kan man være, hvis man måske kun én gang i sit liv taber sin cykeltaske ude i ødemarken uden at lægge mærke til det selv.

 

På grund af det kuperede terræn byder ruten på såvel broer som tunneller. Broerne er som regel træbroer, og det giver sug i maven, når man skal over de højeste af dem. Spinkelt ser det ud, men det er flotte trækonstruktioner.

 

Suget i maven blev afløst af lidt gys, da vi skulle igennem en af de fire tunneller på turen. Den var omkring 400 meter lang, så der var ikke noget at hidse sig op over. Vi havde godt nok læst det gode råd om at tage en lommelygte med, men der var så mange andre ting til cykeltasken, så vi ignorerede det med lygten. Da vi kom midt ind i tunnelen, blev der buldrende mørkt. Vi kunne ikke se en hånd for os. Det gav lidt panik, men igennem kom vi da, og en fantastisk udsigt på den anden side kompenserede lidt for trængslerne.

 

Vi cyklede i tre dage, og 150 kilometer lyder efter flade danske forhold ikke voldsomt. Vores erfaring var dog, at gennemsnitsfarten næsten skal halveres i forhold til hjemlig cykling med vores turcykler. Vi brugte omkring 6 timer på første dags 40 kilometer, mens vi brugte henholdsvis 9 og 8 timer på de s60 kilometer de andre to dage. Det var inklusive frokost og pauser. Desuden betyder de mange fine naturoplevelser et utal af stop for at fotografere eller bare stå stille og nyde de fantastiske scenerier.

 

Vores tur begyndte i Clyde og sluttede i byen Middelmarch. Det er langt ude på landet, meget langt. Vi kom meget ofte til at tænke på de gode gamle westernfilm, når vi kom cyklende til en lille flække med en håndfuld huse omkring en lang gade. Overnatningsmulighederne er begrænsede, og der er ikke mange stjerner på hotellerne. Til gengæld fik vi mange sjove oplevelser, når vi hang ud på beverdingen sammen med de lokale efter en lang dag på cyklen.

 

I første omgang havde vi regnet med fire cykeldage, men for at få overnatningssteder og dagsetaper til at gå op i en højere enhed, endte det med tre cykeldage. Clyde-Ophir, Ophir-Ranfurly, Ranfurly-Middlelmarch.

 

I en brochure om turen læste vi senere, at man anbefalede at cykle den modsatte vej. Fordi Middelmarch ligger 30 meter højere end Clyde og fordi stigningerne er knapt så skrappe, når man kommer fra Middelmarch. Uanset hvilken vej, man vælger, skal der slides lidt mere på første halvdel.

Som de fleste andre par, kan min kone og jeg godt komme op og toppes, når der skal findes vej og læses kort. Det var der ikke mulighed for på The Central Otago Rail Track. Man kan simpelthen ikke cykle forkert, og der er masser af gode informationsskilte undervejs.

Turen blev ét af højdepunkterne på vores tur. Det var en herlig anderledes og aktiv måde at opleve New Zealand på.

Og min kones cykel?

Nej der var ikke noget i vejen med den. Men den trillede lettere, da vi snød lidt og tog den asfalterede vej de næste fem kilometer.

 

  

---------------------------------------------------------------------------------

Fakta:

 

Transport:

Bus Dunedin-Clyde. 3 timer.    Kr. 125 kroner pr. billet

Tog Middelmarch-Dunedin. 3 timer. 200 kroner pr. billet.

 

Leje af cykler:

2 næsten nye, solide cykler, mountainbikes, inklusive cykeltasker, hjelme og transport til startstedet, kostede 200 NZ dollars, ca. 900 danske kroner for 3 dage.

 

Overnatninger: To overnatninger på hostel (vandrehjem) a ca. 90 kroner pr. person.

En hotelovernatning a 400 kroner for dobbeltværelse.