Turisme og madkultur

i Alpin Valley

 

I det nordøstlige hjørne af den australske

delstat Victoria satser de på samme måde som Bornholm – det gælder regional madkultur og turisme

 

Tekst og foto: Erik Jensen

(Artiklen har været bragt i Bornholms Tidende)

 

Cykelveje.

Tre fine golfbaner.

Omfattende turisme.

Spændende regional madkultur.

Det lyder velkendt, og vi fandt da også mange paralleller til det bornholmske, selv om vi var fløjet 20.000 kilometer til den anden side af jorden.

I dalene mellem de australske byer Wangaratta og Bright i det nordøstlige Victoria udfoldes der store bestræbelser på at udvikle såvel turisme som regional madkultur. Og udnytte kombinationen. Præcis som på Bornholm.

 

Vi fik lejlighed til at udforske det spændende område gennem et par ugers ophold, og det blev til mange gode og spændende oplevelser.

Området ligger midtvejs mellem de sydaustralske storbyer Melbourne og Canberra. Kombinationen af et mildt klima og områdets floder betyder frugtbare dale, hvor der kan dyrkes mange forskellige, spændende afgrøder.

 

Vi fandt området Alpine Valley gennem søgning på Internettet. Vi skulle til New Zealand og Australien i fire måneder og ville gerne cykle og vandre. Nu er der ikke meget andet end ”Ypnastedbakker” i de her lande, så vi var ude efter specielle cykelveje, der kunne byde os lidt ældre motionister på passende terræn.

Søgemaskinen fandt cykelruten ”Murray to The Mountain”.

Det er Australiens første regulære cykelvej etableret på en tidligere jernbanestrækning mellem Wangaratta og Bright. Den første delstrækning blev indviet i 2002, og i dag ligger der en meget fin cykelvej på 113 kilometer, hvis man medtager et sidespor op til og ned fra den fine lille guldgraverby Beechworth med.

 

Cykelruten er en meget fin oplevelse med flot natur og spændende småbyer undervejs. Hovedstrækningen byder ikke på voldsomme stigninger, selv om Bright ligger godt 300 meter over havet, mens udgangspunktet i Wangaratta er 160 meter til vejrs. Til gengæld skal der geares ned og trædes til, hvis man også cykler afstikkeren på 15 kilometer op til Beechworth. 200 meters stigning på de 15 kilometer betyder en sej tur. Til gengæld oplevede vi for første gang at frihjule 15 kilometer ned i et behageligt tempo, hvor man blot skulle røre bremsen en gang imellem.

 

Inden vi kom ud at cykle, havde vi korresponderet med manden, der står i spidsen for at markedsføre ”Murray to The Mountain”, nemlig marketingschef Darren Murphy. Og han synes ikke, vi skulle nøjes med at cykle, men også opleve nogle af de andre ting, området byder sine gæster på.

Og på den måde stod vi pludselig og sagde til hinanden: Det her minder godt nok meget om det, der sker på Bornholm.

 

Fordi der er tale om et meget frugtbart område, møder man her produktion af alskens frugt, bær og grøntsager, f.eks. valnødder, spisekastanjer, fersken, oliven, appelsiner, citroner og æbler.

 

Spisekastanjer hører til de mere utraditionelle produktioner. Vi besøgte en af producenterne, Brian Casey, som hvert år høster 20 tons fra sine 1000 kastanjetræer. En stor del eksporteres til Japan, for i modsætning til de fleste australiere kan japanerne godt finde ud af at håndtere kastanjer og bruge dem kreativt i madsammenhæng. Brian Casey håber at kunne lære sine landsmænd det samme, så de 1200 tons australske kastanjer i højere grad kan afsættes på hjemmemarkedet. Gennem samarbejde i branchen vil Casey og hans kastanjekolleger på pædagogisk vis lære folk at håndtere kastanjer.

 

Som så mange andre i regionen arbejder Casey også med at udvikle den lokale madkultur, og han åbner snart en lille forretning ved vejen, hvor folk blandt andet kan købe ristede kastanjer, den lækre kastanjecreme og andre af hans produkter. Den slags forretninger er der allerede en hel del af, og salget er begunstiget af nærheden til The Great Alpine Road, som er en meget naturskøn vej gennem det sydaustralske apleland.

 

Når det gælder det direkte salg til turister er vinproducenterne allerede erfarne. Den australske vin er på fremmarch, og selv om priserne til producenterne er nedadgående, så udvides arealet med vinplanter hele tiden. Her mellem Wangaratta og Bright cyklede vi ofte langs vinmarker og så de store ståltanke, der signalerer vinproduktion. Vi besøgte blandt andet Gapsted Winery, som i lighed med de fleste andre vinproducenter sælger fra ”Cellar Door” altså direkte til de besøgende. Gapsted har også en fin restaurant med udsigt til vinmarkerne, og her holdes også en række musikarrangementer.

 

Selv om omverdenen ikke ser med samme milde øjne på et andet nydelsesmiddel – tobakken, så dyrkes der megen tobak i dalene i det nordøstlige Victoria. Som det eneste sted i Australien så dyrkes det her i større målestok og det betyder et samlet areal på 1400 hektarer. I sammenligningen til det bornholmske vil nogle flere vinmarker formentlig falde godt i tråd med visionerne om den lokale madkultur, men tobakken vil aldrig slå rod i den bornholmske jord. Alene det forhold, at der må bruges stærke kemikalier med tungmetaller i jorden til følge for at holde plantens mange fjender fra livet, vil formentlig forhindre dyrkningen på de hjemlige breddegrader.

 

En anden, lidt anderledes produktion, er de tre-fire meter høje humleplanter, der bindes op ved hjælp af lange pæle og tråd. Ni producenter i Myrtleford-området sælger hvert år omkring 600 tons humle til de forskellige bryggerier, og humlen herfra er også med til at give det danske øl den rigtige smag.

 

Til den lokale madkultur hører også dyrene, og her er det såvel kødkvæget som mælk- og osteproduktion stærkt repræsenteret. Men der er også hjortefarme, emu- og alpacafarme samt fiskeopdræt. Alt i alt giver det grundlaget for en rig og varieret madkultur, som der udfoldes store bestræbelser på at udvikle.

 

Blandt de fine eksempler på udviklingen er den lille ”gourmetregion” Milawa, hvor man med produktion af en række spændende og meget anerkendte oste som flagskib har lavet en vifte af kvalitetstilbud inden for regional madkultur og turisme. Ostefabrikationen sker i tilknytning til en flot og indbydende forretning, hvor de lokale råvarer indgår i mange sammenhænge.

Den såkaldte gourmetregion blev etableret i 1994 og er blot et af de aktiver, som understøtter de fælles bestræbelser på at få turisme og madkultur til at gå op i en højere enhed i det nordøstlige Victoria.

 

Når det gælder markedsføring har Bornholm det noget lettere end parallellen i det australske. Det er oplagt med fælles markedsføring af området Alpine Valley, der er omfattet af cykelvejen Murray to The River, dalene fra Wangaratta til Bright, men her kommer så andre regionsdannelser ind. Alpine High Country, King Valley osv. Det betyder intern konkurrence, og selv om der laves mange fælles initiativer og fint salgsmateriale og brochurer, så kan det godt virke forvirrende med de mange forskellige regionsafgrænsninger.

Områdets stærkeste kort turistmæssigt er flot natur, god mad og vin og en lang række tilbud om aktiv ferie.

 

Når det gælder historiske attraktioner er tingene overskuelige. Det er kun godt 150 år siden, de første europæere dukkede op på disse kanter, og de få emigranter, som satsede på en ny tilværelse her, fik snart følgeskab af guldgraverne. Når rygtet om guldfund i et område begyndte at svirre, kunne der snart være flere tusind guldgravere fra mange nationer, og flere af byerne i området har mange minder fra den første guldgravertid.

Beechworth er den fineste guldby, med hele hovedgaden bevaret som for 150 år siden. Det var dengang ”golddiggerne” på et enkelt år gravede 14.000 ounces guld – 396 kilo – ud af områdets gyldne undergrund. Minerne og andre minder hører også stadig til attraktionerne, selv om guldminedriften sluttede for mange år siden.

Den historiske person, som profileres stærkest i regionen var ikke guldgraver. Han var forbryder og frihedshelt. Ned Kelly, søn af irske indvandrere, født i 1856, hængt i 1880. Turistbrochuren fortæller, at knægten ligefrem kan betegnes som ”Australia`s best known historical character” – altså den bedst kendte historiske figur i Australien.

Selv om Kelly skød tre politifolk og røvede adskillige banker, blev han en frihedshelt for mange af de indvandrere, som synes myndighederne behandlede dem skidt. Han levede sit korte liv i det nordøstlige Victoria, og her udspilledes de berømte togter af Ned Kelly og hans ”Gang”. Det sluttede med flere timers ildkamp mod en større politistyrke i den lille by Glenrowan. Kelly blev såret og anholdt, mens de andre bandemedlemmer indebrændte, da politiet stak ild på huset, de havde forskanset sig i.

Selv om 30.000 skrev under på en protest mod Ned Kellys henrettelse, blev løkken lagt om hans hals en oktoberdag i 1880.

I dag er der Ned Kelly-minder i mange af småbyerne. Glenrowan byder naturligvis på Kelly-museum, du kan komme en vandring i Ned Kellys fodspor hver eftermiddag, se en videorekonstruktion af den store ildkamp, købe kort over Kelly-country, og sidst i juni – på årsdagen for den store ildkamp – holdes Kelly-mindearrangement, hvor historikere giver deres syn på Kelly-figuren etc.

Selv om den gode bandit måske kan forekomme lidt over-

eksponeret i turistøjemed, så er han naturligvis et aktiv i turismen.

 

Vi ville dog ikke give 50 kroner for at komme ind og se den

celle, hvor Kelly angiveligt sad nogle dage efter ildkampen i 1880.

Vi ville hellere på cyklerne, ud og opleve det virkelige liv og den fine natur. De 50 kroner blev brugt på en superb oplevelse af den regionale madkultur.

Da vi rejste videre, var vi enige i konklusionen: Nøgleordet for turisme og regional madkultur er høj kvalitet, hvad enten det er på Bornholm eller i det nordøstlige Victoria. Det er fremtiden.

 

 

 Ned Kelly smedede sin egen rustning af plovjern. Her er han opstillet foran Beechworth Museum