Bornholmske bella synger videre

 

Bornholmerne hæger om deres særpræg og derfor er det bornholmske sprog sejlivet

 

Af Erik Jensen     (artiklen har været bragt i magasinet Folkevirke i maj 2007)

 

Hun kom ned fra Bornholmerfærgen og gik hen til nærmeste taxa. Dialekten var næste væk, da hun på formfuldendt ”Rønne-fint” forklarede, at hun skulle til ”Børnecentret”.

Chaufføren så lidt desorienteret ud. Børnecentret, sagde han spørgende. Ja, Børnecentret, gentog kvinde med endnu mindre accent. Lige lidt hjalp det. Jeg tror jeg har adressen her, sagde kvinden og hev et papir frem af tasken.

Og på den måde lykkedes det min bornholmske

bekendte at nå frem til sit kursus i Bella Center i tide.

Bella er børn, men Bella Center er som bekendt ikke Børnecenter, og sådan kan oversættelserne gå i fornøjelig kage, når det bornholmske fordanskes.

Samme bekendte fik mange undrede blikke, da hun glemte sit halstørklæde på en restaurant og lidt senere vendte tilbage og med høj røst gentagne gange efterlyste sit ”halsbind”.

 

Godt nok har disse muntre hændelser nogle år på bagen, men de kan godt henføres til nyere historisk tid udi det bornholmske. Selv om de fleste bornholmere bor uden for øen, flest i København, lever det bornholmske sprog stadig som mange menneskers hverdagssprog. Efter godt 20 år i hovedstaden taler min kone og jeg stadig det almindelige let syngende bornholmske. Vores ”bella” kommer stadig hjem og besøger os, og når jeg har travlt, så siger jeg ikke, jeg arbejder. Jeg bruger det bornholmske ord for at arbejde:  jeg ”sjødder nâd”.

På samme måde synger mange bornholmere videre med et godt skvæt dialekt tilsat det rigsdanske. Og sproget er i høj grad rygraden i det særpræg, der kendetegner folket fra øen derude langt østpå, hvor horisonten for længst har meldt hav til alle sider.

Bornholmerne holder uendelig meget af deres ø, deres sprog og historie – for dem er det eksistentielt at dyrke eget særpræg.

Danmarks Naturfredningsforening udgave helt tilbage i 1929 en flot fotobog om Bornholm ”Halvhundrede Billeder af Sigvart Werner”. I forordet konstaterer Vilhelm Andersen: ”Men Bornholmerne er mere end de andre Danskere Øboer, Insulanere, d.v.s. Folk med naturlig Drift til at særpræge (”isolere”) sig.”

 

Og maleren Oluf Høst, født i Svaneke, kunne andet end at bruge penslen. Han talte på de individualistiske bornholmeres vegne, da han sagde: ”Må jeg have lov til at sige en pæn ting om mig selv: Jeg er ikke konfektionssyet.”

 

Forfatteren Henning Ipsen, født i Hasle, mestrede som få at forene den stærke påvirkning fra det bornholmske med sin akademiske litterære hverdag. ”Der er så meget særligt ved Bornholm, som man aldrig kan lægge fra sig,” skrev Ipsen i en artikel fra 1971, men også han var pessimistisk med sprogets muligheder for at overleve.

 

Det kan da heller ikke bortforklares, at det bornholmske konstant fortyndes. At den gamle brede bornholmske dialekt efterhånden kun opleves på de slidte skrå brædder på Bornholms Teater, når Piblamarken eller andre klassikere blandt fordums tiders falden på halen komedier støves af. Eller når regionalradioen trækker en ældre sprogkyndig bornholmer til mikrofonen, så de lokale under overskriften Sprogblomster kan få ugens dosis af hjemlandets det originale.

Lidt for originalt syntes dog nogle. ”Udsendelse sender dialekten på museum,” konstaterer lektor på Bornholms Gymnasium, Ivar Lærkesen, i en artikel på nettet. Han slår jævnligt et slag for den naturlige bevarelse af det dagligdags bornholmske.

Og det går ganske godt.

Undertegnede har af gode grunde fulgt udviklingen ganske tæt de sidste 30-40 år, og jeg er ganske enig med den bornholmske lektor, når han på forfriskende vis giver fingeren til de gentagne dødsdomme over det bornholmske sprog. Det er stadig levende, og det er stadig en vigtig faktor i at skabe den bornholmske identitet.

Vist er det bornholmske sprog blevet let fordansket gennem årene, og mange af de mest særprægede ord er mere eller mindre gået i glemmebogen. Men den egenartede syngende sprogtone flyder fint og ubesværet videre fra generation til generation.

  

En bornholmsk gymnasieelev har lavet sin egen undersøgelse og konstaterer, at to ud af tre bornholmere stadig taler det syngende bornholmske. Når sprogtonen trods dårlige odds er sejlivet, hænger det igen sammen med hang til særpræget. Og den lokale takt og tone giver ingen pardon. Bornholmere skal tale bornholmsk på Bornholm.

Alt andet – hvilket vil sige at fordanske sit sprog og tale ”tyndt” – betragtes som skabagtigt og snobberi.

 

Til gengæld ryster de samme bornholmere overbærende på hovedet, når de på et cafeteria i hovedstaden møder et par landsmænd, der taler bredt bornholmsk. For det er – stadig ifølge den lokale takt og tone – et nummer for bondsk, hvis bornholmeren ikke kan finde ud af at aflægge det brede bornholmske, når man kommer ”over”. – Bornholmeren rejser ikke til København, de rejser over. På samme måde som øens tilflyttere og gæster ikke er københavnere eller jyder – de er ”ovrefra”.

 

Den ganske fikse facon til at gruppere ”dem” og ”os” er historisk betinget, men dyrkes fortsat med stor iver. Det syngende bornholmske vil overleve mange år endnu, fordi trangen til særpræg er et vigtig fundament for øsamfundet. Der bygges i mange sammenhænge videre på det historiske og kulturelle fundament.

 

Det historiske fundament er præget af den lemfældige behandling, moderlandet gentagne gange har lagt for dagen i forhold til Bornholm. Øens indbyggere har gennem umindelige tider følt sig provokeret af landkortets placering af øen Bornholm i en sort sørgeramme et eller andet sted, hvor der nu er plads. Ofte oppe i havet ud for Göteborg. Pjat? Ja, måske, men en symbolsk fornærmelse i mange bornholmeres øjne.

Satellitbilledet viser Bornholm placeret tættere på Sverige, Polen og Tyskland end på fædrelandet, og virkeligheden fortæller også om en ø, der gang på gang er blevet pryglet, fordi konge og øvrighed blæste undersåtterne derude i Østersøen en hatfuld.

Glemt og mishandlet.

Det er nøgleord i bornholmerens opfattelse af relationen til hjemlandet. Det var det dengang, det er det i dag.

I 1500-tallet blev øen pantsat til lybækkerne, der lystigt plyndrede og hærgede øen gennem et halvt århundrede. Knap 100 år senere blev øen igen kongelig handelsvare, da svenskerne i forbindelse med Roskildefreden fik overdraget Bornholm sammen med Skåne, Halland og Blekinge.

De tre bornholmerfærger Povl Anker, Jens Kofoed og Villum Klausen sejler i dag rundt og fortæller historien om, hvordan bornholmerne i 1659 skød svensken en kugle for panden og forærede øen tilbage til Frederik den 3.

 

Samme Frederik benyttede lejligheden til at sikre sig hånd- og halsret over øen, og i dag skumles lidt over, at han reelt brugte de kække bornholmske frihedskæmpere til at indlede enevælden. Tilbage står dog, at havde bornholmerne ikke dengang fået papir på sagen, kunne Bornholm såmænd nemt have været svensk i dag. For i 1813 var den gal igen. Statsminister Ove Malling og udenrigsminister Niels Rosentkranz besluttede igen at bruge Bornholm som handelsvare. Denne gang for at undgå, at svensken nappede Norge. Handlen var afgjort, men så fremtryllede en embedsmand papiret fra 1659. Bornholm kunne aldrig nogensinde igen blive svensk stod der med kongelig underskrift.

 

Selv om ingen siden har forsøgt at sælge landets østlige forpost, så har der været hændelser, der har bestyrket bornholmerne i opfattelse af at være uønsket og glemt. Og for 60 år siden frygtede mange bornholmere gennem et års russisk besættelse, at de igen skulle skifte nationalitet.

 

Forinden skabte afslutningen af 2. Verdenskrig hos bornholmerne en voldsom bitterhed mod det øvrige land. Tyskerne på Bornholm ville ikke overgive sig, og det endte med, at russerne sønderbombede Rønne og Nexø. Imens festede det øvrige Danmark og fejrede befrielsen – uden at Danmarks Radio med et ord nævnte, hvad der skete på Bornholm. Vreden og bitterheden over hjemlandets ligegyldighed med katastrofen på Bornholm har holdt sig ganske godt gennem de forgangne årtier, og den dag i dag trækkes den jævnligt frem og vedligeholder særprægets fundament. Understreger ”dem” og ”os”.

 

I ældre tider var Bornholm i kraft af sin isolerede beliggenhed et yndet sted at placere uduelige embedsmænd, som ikke kunne skaffes af veje på anden måde. Fordi det vitterlig skete i en række tilfælde, blev det også en sejlivet generaliserende myte, der igen blev brugt til at gøde aversionen mod øvrighed og centraladministration.

Aversionen dukker ofte op i de lokale medier, og ikke mindst trafikforbindelsen til Bornholm har altid været bornholmernes ammunition mod den øvrighed, som de stadig mener behandler Bornholm som et stedbarn.

Helt galt blev det, da natfærgen til København blev nedlagt. Godt nok har bornholmerne ikke meget til overs for storbyens larm og stress, men sejle lige lukt ind i hovedstadens hjerte – det havde man gjort i 150 år, og det var en grim ugerning mod Bornholm at nedlægge ruten.

Et folketingsmedlem blev nyvalgt ene og alene i kraft af at koncentrere sin valgkamp ganske ensidigt mod færgespørgsmålet. Desværre for hende kan de fleste bornholmere i dag godt se, at natfærgen er fortid, og at der findes mere hensigtsmæssige kampe at kæmpe. Så i dag flagrer bemeldte folketingsmedlem lidt frit i luften.

 

Men uanset den lidt usædvanlige politiske konsekvens, så var sagen – og de 1200 læserbreve – med til på ny at understrege sammenhold om det bornholmske særpræg. Og understrege ”os” og ”dem”. På en ordentlig måde, forstås. Såvel de 900 pendlere som de mange andre ”førde” på Bornholm bliver godt modtaget og accepteret.

Men de lades ikke i tvivl om, at Bornholm er et land og bornholmsk et sprog.

Skulle der være et gran tvivl om begreberne, skal den formastelige blot kaste et blik på hylderne i det lokalhistoriske bibliotek. Her er ”Vort Land” og ”Vort Sprog” konstante gengangere i såvel titler som tekst. På fløjen står ofte Espersens Ordbog over det bornholmske sprog, udgivet af Videnskabernes Selskab i 1908. Denne bamse af en ordbog på godt 500 sider hører også hjemme blandt mine bornholmske bøger - sammen med de øvrige fem hyldemeter bøger om Bornholm og bornholmere. For til det bornholmske særpræg hører naturligvis en aldeles overvældende strøm af lokalhistorie. Skidt og kanel. Men ganske meget kanel, for Bornholm er beskrivelig. Øen, dens mennesker, natur og historie rummer et ubegrænset væld af gode historier.

Det er nok derfor, den bider sig så voldsomt fast i sit folk.

Indrømmet. Trods 22 års københavnerliv rejser jeg stadig hjem til Bornholm. Jeg studerer den lokale avis, og jeg vedkender gerne, at det bornholmske sprog er en afgørende del af min identitet. Det gør mig til det, jeg er. Journalistikken har været mit erhverv i 35 år. Det danske sprog har givet smør på brødet og mange gode oplevelser. Men det bornholmske - sproget, kulturen, historien er og bliver mit udgangspunkt, min tryghed og sutteklud. Når jeg går i land fra færgen og kan tale mit almindelige bornholmske sprog uden at der kigges underligt, så er jeg godt tilpas.

 

Gennem på min tid på en række dagblade og senest et par organisationer har jeg fordansket mit sprog i nødvendig udstrækning. Ikke mere. Ganske umærkeligt har mine kolleger vænnet sig til det bornholmske islæt, og da jeg f.eks. på Berlingske Tidende gennem en tid havde talt klingende bornholmsk med en kollega, der indkom fra Nexø et par år efter min opdukken, blev vor nære omverden i Pilestræde efterhånden også bedre til det med horra og pibla og bella. Og jo bedre det gik, jo mindre behøvede jeg at fordanske.

 

At sprogtonen ikke er blevet mindre syngende gennem københavnertiden hænger også sammen med, at jeg er gift med en bornholmer. Så inden for hjemmets fire vægge taler vi stadig en køn blanding af Hasle- og Åkirkeby-bornholmsk. For naturligvis er der forskel på, hvor på Bornholm, du kommer fra.

Da salig overlærer J.C.S. Espersen i 1853 søgte Det Kgl. Danske Videnskabernes Selskab om støtte til at skrive og udgive den ovennævnte bornholmske ordbog, noterede den nedsatte komite til behandling af ansøgningen det ønskelige i, at Espersen fik lejlighed til at ”foretage en gennemvandring på øen,” for at studere forskellen på Nord- og Syd-Bornholmsk, samt til i længere tid at opholde sig i ”det ældgamle Gudhjem og andre afsondrede steder, hvor den ældre sprogform især er bevaret.”

 

Nok er Gudhjem ikke længere så afsondret – nogle oplever den ligefrem overrendt – men de geografiske forskelle på det bornholmske sprog holder stadig et stykke vej. Og forskelle kan komme fra andet end det geografiske. Jeg påstår stadig hårdnakket, at jeg kan lytte mig frem til medlemmer af Luthersk Missionsforening udtale og tone. Årsagen er naturligvis, at folkene fra Luthersk Mission og de andre missionsforeninger gennem tiden i høj grad har levet lidt isoleret i deres forening og prædikantens stil og betoning blev kopieret i foreningen.

 

Trods optimisme på det bornholmske sprogs vegne, kan det ikke skjules, at nye frontalangreb til stadighed dukker op.

Fine broer og lynhurtige katamaraner trækker de stakkels bornholmere tættere og tættere på det gamle svenske fjendeland og hovedstadens larmende liv. Tre timer er der tilbage. Til at forsvare isolationen, særpræget, økullerne, den livgivende dem-og-os mentalitet og – ikke at forglemme – mit bornholmske sprog.

 

Fornuftigt nok betragtes de brushoveder, der allerede er begyndt at tale om bro og tunnel fra Sverige til Bornholm, som de rene fantaster. Min alder i betragtning er der heldigvis ingen udsigt til, at jeg skal opleve Bornholm landfast med Sverige. For så får bornholmernes særpræg nok for alvor halen på komedie.

 

Når vi nu er ved sprogets og menneskenes liv og død vil jeg godt lade Otto J. Lund runde af med beretningen om morbror Niels sidste time fra fortællingen ”Jem å Jor” – Hjem og Jord.

 

Otto J. Lund skrev for godt et halvt århundrede siden en stribe små romaner og fortællinger på bornholmsk, og han brugte et enkelt og nøgternt sprog. Rimelig nemt at læse i forhold til mange andre bornholmske skribenter, der har kastet sig over det sprog, der godt nok har en ordbog, men som skriftmæssigt er det rene anarki og til fals for enhver modig ordsnedker.

 

Men lad os sammen med Agnes og Andris tage afsked med morbror Niels:

 

”E der ente nâd, jâ kanj gjorra for daj. Morbroer?”

”Jo, du kanj læse lid for maj

Agnes gjik hen å tau Bibelenj, slo op i de nya Tæstamente å læste longsamt et Pâr Sier, mens Niels lå me fojlada Hænner å lydes. Då Agnes stansada, veskada hanj:

”Vel ni ente sjynga Nommer niåtrøs for maj, for denj Salman mener jâ så om.”

Agnes tau Salmebogen, å Andris å hon song så Væktarasalman ”Nu skrider Dagen under og Natten vælder ud”.

”Tak Bælla, nu e jâ glâr, å nu vel jâ sawa.”

Så lokte hanj Ojen å saw snârt så rolit som enj Bæl. Agnes å Andris ble seddena et Pâr Tima, så høre di a hanj trajte Væred så lânt et Pâr gonga, å så va de Slut.”

 

 

 

 

 

 

 

 

      Ordforklaring:

 

        Fojlada hænner – foldede hænder

        Nommer niåtrøs – nummer 69

        Væktarasalman – vægtersalmen

        Sawa – sove

        Traite Væred – trak vejret