Uberørt land ved verdens ende

 

Stewart Island er et af de mest uberørte steder i verden og byder på unikke naturoplevelser

 

Tekst og fotos: Erik Jensen (Artiklen har været bragt i My Planets rejsemagasin)

 

 

Vi er et par hundrede meter fra land. Fra den eksotiske strand og klipperne, der er dækket af tæt regnskov i alverdens grønne nuancer. Den lille båd gynger blidt med de dovne bølger, og vi trækker den ene fine fisk efter den anden op af det blå dyb: Blue Cod, Tarakihi og Gurnard. Flotte farvestrålende fisk, og de slås tilsyneladende om at komme på krogen.

 

Vi er næsten ved verdens ende. På Stewart Island. Syd for New Zealands to store øer. Et kig på en globus viser, at længere væk fra Danmark kan du næsten ikke komme. Næste stop er Antarktis.

 

Stewart Island er et af de mest uberørte steder i verden. Mourierne, New Zealands oprindelige befolkning, har været på Rakiura - som Stewart Island hedder på Mouri-sproget - fra tidernes morgen. For 200 år siden fik den øvrige verden tegnet det rigtige kort over Stewart Island, men det betød ikke de store ændringer. Det var for langt væk fra civilisationen. Øen fik lov at ligge, og størstedelen af øen er stadig ufremkommelig. 20 kilometer vej til de lokale biler er alt, hvad det er blevet til. Gæster efterlader bilen på fastlandet. Vejen til naturoplevelserne er de mange tracks, som indbyder til vandreture af længder, der varierer fra et par timer til 10 dage. En anden mulighed er søvejen. Mange lokale bådfolk står parat til at bringe gæsterne til bugter og vige, til de mange småøer, spektakulære kyststrækninger og eksotiske sandstrande. Rundt til de mange velholdte tracks, som gør regnskoven gennemtrængelig og undervejs byder på mange informationer om lokaliteten, historien, botanikken og så videre.

Eneste mulighed for at komme til de helt uberørte områder er øens små fly og helikoptere, som mod en timepris på ca. 2000 kroner pr. næse tilbyder gæsterne et ganske usædvanligt overblik.

 

Øen er 75 kilometer på den ene led og 45 på den anden. 85 procent er udlagt som naturpark, og verden får tilsyneladende lov til at beholde det uberørte land. Vi vil også ved næste besøg kunne fange fisk så nemt som at klø os i nakken. Det kommercielle fiskeri er reguleret stramt og helt forbudt i områder tæt på øen, mens reglerne giver lystfiskerne en dagsration på 15 fisk og et par hummere.

 

Reglerne er lavet, så en del af de godt 300 indbyggere på Stewart Island stadig kan ernære sig ved fiskeri, men flertallet lever af turisme, og der er mange gæster at tage sig af. Selv om New Zealand generelt byder på ualmindelig mange naturperler og –oplevelser, så er Stewart Island noget særligt. Uberørt land.

Urskoven - den tætte regnskov i alverdens grønne nuancer.

Det rige fugleliv - farvestrålende fugle som Tôrea, Tûî og papagøjen Kâkârikir. Højrøstede væsener, som giver den tætte regnskov liv og lyd.

De stejle klipper og tusindvis af skær og småøer. Strandene med det klareste vand og det fine fine sand – hvidt eller sort. Eller begge dele, så tidevandet kan efterlade sig små mesterværker af mønstre.

 

For små 100 år siden skabte nordmændene liv på den fredelige ø, da de gjorde den til base for deres hvalfangere. Hvalerne blev fanget sydpå nede mod Antarktis. Omkring 1000 hvaler pr. sæson. Moderskibet sejlede hjem til Norge, men de 75-80 mand på basen arbejdede hårdt året rundt. Der er stadig mange norske minder på øen, men nordmændene forsvandt igen efter en halv snes år.

Siden er Stewart Island kun blevet hjemsøgt af mennesker, som vil vandre, fiske, sejle kajak, dykke og opleve planter, fugle og anden natur, som har ligget uberørt gennem tusinder af år.

 

Da hvalfangernes moderskib C.A. Larsen i 1931 gik på grund på Whero Rock var det begyndelsen til enden. Det store skib kom fri, blev repareret og kunne sejle hjem til Norge. Men det vendte aldrig tilbage, og de norske hvalfangere sagde i begyndelsen af 30erne farvel til øen.

Kort før hvalfangerskibet stødte på det lille klippeskær ud for Stewart Island, bemærkede et lokalt besætningsmedlem, som kendte farvandet og kunne se, at det gik galt: ”We could be having paua for dinner”.

Paua eller Abelone er et delikat skaldyr, der hentes under klipper og skær på samme måde som f.eks. muslinger. Det er en eftertragtet spise, især i Østen, og sælges til høje priser.

 

Fisketuren, som denne beretning begyndte med, foregik også med udsigt til klippeskæret Whero Rock, og på vejen ind hentede vi i løbet af ingen tid en halv snes paua`er. Her er de stadig lige til at plukke.

 

Bagefter spiste vi os mætte i de dejlige skaldyr. Vi sad med den fineste udsigt over havet, strande og regnskoven, og vi måtte erklære os enige i den bemærkning, som botanikeren Leonhard Cockayne kom med i 1909: ”Det er svært at tale om scenerierne på Stewart Island uden at bruge overvældende mange superlativer.”

 

 

 

 

Fakta:

 

Transporten:

Rejsen til Stewart Island går via New Zealand.  Billetter hertil kan købes hos bl.a. Myplanet og Marco Polo. Pris ca. 10.000 kroner for en returbillet via Bangkok eller London/Sidney.

Fra New Zealand kan flyves fra Invercargill eller sejles med katamaranfærge fra byen Bluff på New Zealands sydspids. Pris 90 NZ-dollars (ca. 400 danske kroner) for en returbillet. Sejltid 1 time.

 

Overnatning:

Stewart Island byder på en række forskellige overnatningsmuligheder. Der er kun ét hotel og to moteller, men til gengæld er der en række lodges og Bed & Breakfast. Endelig er der to vandrehjem for backpackerne.

 

Vejret:

December, januar og februar er sommermåneder på Stewart Island. Det regner ofte – det beboede område af øen har omkring 200 dage med regn, og der falder omkring 500 mm om året. Bygerne ere dog ofte kortvarige og vejret forandrer sig hurtigt. På de gode sommerdage er det 20-25 grader. Vinteren er ikke så kold som i Danmark, men temperaturen kan godt nærme sig frysepunktet på de koldeste dage.

 

Flere oplysninger:

Stewart Island Visitor Information

Tlf. 0064-3219 0009

Fax. 0064-3219 0003

E-mail: stewartislandfc@doc.govt.nz

Web: stewartisland.co.nz