2740 km på cykel til Rom

 

Det er vigtigt at have afstemt

forventningerne, inden man begiver sig

fra Østerbro til Peterspladsen på cykel 

 

 Af Erik Jensen

 

(Artiklen blev bragt i en række danske aviser i efteråret 2009)

 

 

Vagterne i den lille elbil kiggede forundret til, da vi tog

en æresrunde på Peterspladsen. Men de tog det med

et smil og lod os fejre ankomsten på behørig vis. Vi var seje og glade, for drømmen om at sætte sig på cyklen og træde hele vejen til Rom var realiseret. Vi havde gjort det, selv om udfordringerne undervejs var ved at tage pippet fra os.

 

Ideen om den lange cykeltur havde luret et stykke tid, og for et par år siden holdt vi generalprøve ved at cykle 2100 km fra Rom og nordpå op gennem Europa. Dengang sendte et styrt med cyklen os med toget hjem fra Køln. Ideen dengang var at følge foråret op gennem Europa. Vi fløj til Rom og cyklede i april og maj. Det var en pragtfuld tur, hvor vi ikke havde planlagt ret meget på forhånd. Hver morgen tog vi kortet: Hvor skal vi cykle hen i dag. Kom vi til et spændende sted, som vi gerne ville udforske nærmere, så havde vi masser af tid og kunne blive en ekstra dag.

 

Nøje planlægning

 

Det var en fantastisk tur, indtil jeg gik i gruset syd for Køln, og derfor lå ideen til at gennemføre hele turen København-Rom lige for. For at få tingene til at gå op med årstider og arbejde, måtte vi denne gang cykle den anden vej.

 

Vi cyklede hjemmefra i begyndelsen af august, og vi cyklede ind på Peterspladsen otte uger senere. De 2740 km blev fordelt på 45 etaper - den længste 98 km og den korteste 34 km.

 

Erfaringerne fra den første lange tur – og de mange andre cykelture, vi har kørt i udlandet – blev flittigt brugt, da vi planlagde turen til Rom. Vi havde kun de to måneder til rådighed, og derfor var turen planlagt dag for dag. Hver enkelt etape, overnatningsbyer, hvilke dage vi ville lade cyklerne stå og gå på oplevelse etc. Vi havde forsikret hinanden om, at der naturligvis var tale om en vejledende plan, men det viste sig alligevel at være en helt afgørende forskel til den uplanlagte første lange cykeltur. Og undervejs kom netop denne forskel til at spille en stor rolle.

 

Skrækkeligt vejr

 

Vi startede turen en augustdag med regn og storm med vindstød af orkanstyrke!

København-Ringsted, 76 km med piskende regn og de nævnte vindstød lige imod. Vi gjorde det ganske frivilligt. Fordi vi så længe havde set hen til at komme af sted, og fordi jeg ikke kunne bære at ændre vores plan allerede fra første dag. Og jeg ville cykle hele vejen.

Det regulære uvejr bedrede sig, men regnen og blæsten fortsatte. De første to uger kæmpede vi os af sted i strid modvind og elendigt sommervejr. Godt nok havde tanken om sommerens uheldige vindretninger for cyklister til Rom godt nok strejfet os, men vi blev overrasket over, hvor meget det betød og hvor hårdt det blev. Selv om vi havde mange træningskilometre i benene og er i rimelig god form, så er vi ikke supermennesker, men et par almindelige danskere i 50erne. 

 

Fordi vi var uheldige med vejret, blev forskellen i vore forventninger til turen snart krystalklare. For mig var det en stor personlig udfordring at cykle HELE vejen til Rom. Hver en meter. Det skulle bevises og dokumenteres. Det betød til gengæld ikke en døjt for Regitze, min kone. For hende var cyklingen, friheden og oplevelserne det afgørende. Hun synes godt, vi kunne tage toget en dag, hvis vejret var for tosset. Samtidig kunne hun godt forstå min ambition, og var helt med på at cykle hele vejen. Men 800 km i hård modvind og regn en stor del af tiden slider trods alt på den gode vilje og solidariteten, så der blev holdt et par bevægede familieråd, hvor vi fik afstemt forventninger og ambitioner.

 

Langs floden

 

Vi havde valgt august og september for at få godt sommervejr hele vejen til Rom. Bortset fra et par dage i Norditalien, var vejret såvel i Tyskland, Schweiz som Italien imidlertid køligere end normalen for årstiden. Alligevel fik vi masser af godt stille vejr og sol, da vi først nåede de 1000 km ned til Rhinen syd for Køln.

 

Efter turen gennem Nordtyskland, skråt ned fra Flensburg via Bremen, Osnabrück og Arnsburg til Rhinen, følger vi floden 600 km til Schweiz. Her er gode cykelveje langs floden, og Rhinen er i det hele taget et spændende bekendtskab med dens mange skibe og idylliske byer, vinområder og de mange slotte og borge på de stejle klipper.

 

Er man til de store katedraler og domkirker, byder vores vej til Rom også på et imponerende udvalg: De romanske katedraler i Spyer, Mainz og Worms og Tysklands største kirke, Kølnerdomen. I Italien går vores vej forbi fantastiske kirkebygninger i bl.a. Milano, Cremona, Firenze og – selvfølgelig - i Rom.

      

Schweizisk gæstfrihed

 

Da vi tog turen op gennem Europa, tog vi toget gennem Schweiz, fra Como i Italien til Basel i Schweiz. Årstiden var simpelthen ikke til at cykle over St. Gotthard. Denne gang indgik netop muligheden for at cykle over Alperne sidst i august netop i planlægningen.

Vi havde studeret turen nøje, og vi ville følge den nationale cykelrute 3 fra Basel til Chiasso, lige nord for italienske Como. Turen var godt beskrevet i en detaljeret kortbog fra organisationen Veloland Schweiz på samme måde som vi benyttede kortbogen Radweg Rhein til turen i Tyskland. På Internettet havde vi også fundet forskellige beretninger om cykling over St. Gotthard, så vi synes selv, vi var godt forberedt.

 

Vi fik mange herlige etaper og gode oplevelser ned lang Rhinen og gennem de første 150 km i Schweiz. I schweiziske Aarau stod vi og kiggede på kortet. De første par steder, vi havde spurgte efter en god seng, var alt optaget. Så kom en mand og hans datter forbi. De spurgte, om de kunne hjælpe. Efter en opringning til konen, inviterede manden os til at overnatte hjemme hos dem selv. De ville ikke have noget for det. Sådan blev et par vildtfremmede mennesker til et herligt bekendtskab, og vi kom sent af sted næste dag, fordi der var så meget, vi lige skulle have talt om.

 

Mareridt i Alperne

 

Den sidste etape inden St. Gotthard passet skulle bringe os til Andermatt. Første del af turen var imponerende flot. Alpetinder i sol og sne på de allerhøjeste. Det er en drømmecykeltur op mod passet. Vi er i rimelig god form, og stigningerne op til de 10 procent klarer vi problemløst i de lave gear.

 

Drømmeturen ender i et mareridt. De fem km går gennem slugten fra Gøschenen til Andermatt. På cykelkortet hedder det godt nok ”Strasse mit viel Verkehr. Alternativ: Bahnverlad,” Men kortbogen fortæller ikke, at den stærkt trafikerede vej op gennem slugten er så smal, at bilerne ikke kan passere cyklerne, hvis der er modkørende. Og det er der næsten hele tiden. Samtidig stiger vejen stærkt og du skal gennem lange tunneller med væg på tre sider og åbent ud mod slugten. Det betyder oven i alt det andet en infernalsk larm.

På et tidspunkt er Regitze nødt til at stå af. Lige i rumpen på os holder en stor bus og larmer. Den kan ikke passere os på grund af modkørende. Bag den vokser køen af biler.

Her kradser krisen, og vi fatter stadig ikke, hvordan de fem kilometer kan angives som en cykelrute.

 

Vi kom op til Andermatt, men Regitze er totalt smadret og dybt rystet over oplevelsen, så hun vælger at tage toget næste dag, mens jeg cykler alene op over St. Gotthard passet. Turen fra Andermatt op over passet er helt problemløst. De sidste ni kilometer op til toppen stiger jævnt med op mod 10 procent, men bilerne kører på en nyere vej fra Andermatt, så det sidste stykke er den rene nydelse. Og den berømte Tremola-vej med sine 37 hårnålesving ned til Airolo, hvor familien genforenes, er en kæmpe oplevelse.

 

Italienske glæder

 

Efter at vi har fået afstemt forventninger og skruet lidt på ambitionsniveauet, er vi helt enige om at droppe den lange – og bestemt fristende – nedkørsel fra alperne. Vi har haft en lang periode med sol og fint vejr, men nu står regnen ned i tove, og vejrudsigten siger, det vil fortsætte de næste fire dage. Selv om det er herligt med de lange nedkørsler, så er det også hårdt, fordi du skal være fuldstændig koncentreret hele tiden. Hvis det oven i købet er silende regn med glatte veje og nedkørslen er fra godt 1500 meters højde, så er fornøjelsen til at overse.

Derfor gjorde vi kort proces og tog toget fra Airolo til Como. Vi sparede på den måde et par etaper og kørte det gode vejr i møde. Det flade Norditalien med Po-landet er tæt befolket og trafikeret. Ikke det mest spændende område for de cyklende. Til gengæld er der nogle spændende byer, og vi er således faldet for Cremona men dens spændende historie. Her fødtes den første opera, her byggede Antoni Stradivari sine berømte violiner og her finder vi en perlerække af spændende historiske bygninger.

Alligevel suser vi hurtigst muligt og med nogle lange etaper ned mod Toscana og Appenninerne – det Italien, som vi bare ikke kan få nok af at cykle rundt i. Firence, Greve in Chianti, Siena, Montalcino, Petigliano. Alle fantastiske steder spredt ud med mild hånd i det herlige bakkede og grønne landskab – et landskab der passer som fod i hose til vores formåen på en cykel med oppakning.

 

Lang vej til Rom

 

På grund af togturen ned fra Alperne og fordi vi i Tyskland droppede et par oplevelsesdage på grund af vejret, er vi foran vores tidsplan. Det bruger vi til nogle slapperdage i den lille by Bracciano nord for Rom. Her nyder vi livet, skriver om turen og gør lidt foreløbig status. Men Rom venter, og vi er godt forberedt på at indtage den hellige stad.

Regitze har været noget skeptisk ved tanken om at cykle ind til centrum af Rom, så researchen har været grundig. Løsningen bliver, at vi kører sydøst på til floden Tiberen nord for Rom. Ifølge sikre informationer på nettet, er der cykelsti hele vejen langs Tiberen ind til hjertet af Rom. Det betyder, at vi kan køre på cykelsti indtil vi er 500 meter fra Peterspladsen.

 

I begyndelsen går det fint. Ved hjælp af vores cykel-GPS og kortet finder vi de mindre veje. Vi har desuden bevidst valgt at cykle ind til Rom om søndagen. Da er trafikken trods alt lidt mere afdæmpet. Efter godt en kilometer på en fantastisk flot pinjeallé, går det imidlertid galt. Selv om både GPS og kortet siger det modsatte, er vejen spærret, og hele vores fine plan går i vasken. Vi fægter os videre frem mod Tiberen. Vi er tæt ved floden, da vi pludselig ender i en enorm motorvejsudfletning, og v har store problemer med overhovedet at finde en vej, hvor vi kan cykle.

GPS`en har ikke cykelstien langs Tiberen med, og til sidst må vi overgive os og lade GPS´en finde en vej ind til centrum. I lige linje er vi syv kilometer fra Peterspladsen, men for at ramme egnede cykelveje må vi ved hjælp af vores GPS ud på en 27 km lang tur. Til gengæld går den sidste del af turen som smurt, og jo, man kan godt cykle ind i hjertet af Rom.